• Download PDF
  • Print

Ny softwarevaccine gør konfiguration nemmere

Industrien mødes med et stigende krav om skræddersyede produkter og ydelser til den enkelte kunde. Samtidig skal produktionen være rentabel og omkostningerne lave.

Det skal være enkelt og rentabelt for industrien at levere skræddersyede produkter. Sådan lyder visionen bag et nyt partnerskab, som Mjølner Informatics har indgået. Den nye partner er Configit Software, som har en helt unik viden og teknologi inden for konfiguration.

Når en ny vindmølle skal producere energi, er der op til 2000 forskellige parametre, der alle skal indstilles korrekt, for at vindmøllen fungerer på netop det sted i verden, den er stillet op.

Der er med andre ord milliarder af kombinationsmuligheder, og det kræver virkelig ekspertise at undgå fejl og finde den rette kombination af parametre. Kompleksitet af det omfang kan bekæmpes med avanceret konfigurationsteknologi.

– Man kan populært sige, at vi destillerer ekspertviden ned i små brugervenlige applikationer, der gør det nemmere, hurtigere og mere trygt for brugerne at finde og vælge den rigtige løsning i en stadig mere kompleks verden. Vi anvender simpelthen en ny vaccine mod kompleksitet og indviklede valg, siger Brian Jeppesen, Account Manager i Mjølner Informatics.

Masseskræddersyning og fleksible produkter

Configit Softwares patenterede konfigurationsværktøj gør det muligt at give interaktiv støtte til konfigurering af et produkt eller en service. Teknikken bag værktøjet er en såkaldt kompileringsproces.

Softwaren systematiserer og giver brugeren overblikket, efter den har regnet på parametre, udfald og løsninger og pris. Den sikrer også, at det ikke er muligt for brugeren at vælge kombinationer, der ikke er mulige. Det bliver altså både simplere og sikrere at finde og at vælge. Det bliver også enklere for virksomheden at lave kalkuler og effektuere ordrer, fordi Mjølner Informatics udviklere kan integrere konfigurationsværktøjet med virksomhedens forretningssystemer, eksempelvis CRM og ERP. Med andre ord er der basis for automatisering og effektivisering.

Med konfigurationsværktøjet imødekommer partnerskabet en af tidens vigtigste udfordringer i industrien. Nemlig at produkter og ydelser skal kunne sælges og produceres i store serier, men alligevel med stor variation i det enkelte produkt.

Mjølner Informatics tilbyder i samarbejde med Configit en bred vifte af løsninger til såvel indlejret konfigurationsstyring, PDA- og pc-baseret konfigurationsstyring som server-baserede konfigurationsløsninger.

Kontakt:

Brian Jeppesen, Account Manager
brj@mjolner.dk, tlf: +45 8944 9826

Mulighedernes marked

Skræddersyet cykel

I en webbaseret butik kan cykelkunder sammensætte præcis den cykel, de ønsker sig. En produkt- konfigurator sørger for, at alle komponenter kan fungere godt sammen.
http://www.configitsoftware.com/demo5/BikeShop

Brugere som designere

LEGO har fået udviklet en digital designer til sin hjemmeside. Med den er rigtig mange entusiastiske LEGO-byggere blevet inspireret til at skabe nye LEGOfigurer. Tusindvis af disse nye legosæt kan nu købes i en ebutik hos LEGO
http://www.lego.com/eng/factory/gallery