SKOV
En dansk producent af klimastyring og produktionsovervågning i landbruget er kommet et hestehoved foran konkurrenterne med nyskabende software fra Mjølner Informatics. Løsningen tager højde for, at nutidens landbrug er forvandlet til store internationale virksomheder.
”Vores nye system FarmOnline er en langsigtet satsning, der gør, at vi nu adskiller os så væsentligt fra vores konkurrenter, at vi forventer at øge vores markedsandel markant indenfor Farm Management. Kunderne ringer allerede og spørger, hvornår de kan få det.”
Det fortæller produktchef for Farm Management i Skov A/S, Kim Jensen Møller, der i disse måneder har travlt med at præsentere det nye system på messer i Danmark, Tyskland og Thailand. Hidtil har landmanden skullet ud i stalden for at tjekke dyrenes tilstand og regulere forholdene på et betjeningspanel. Det er meget tidskrævende, fordi mange landbrug i dag ofte er meget store foretagender.
”Vi har fået flyttet funktionaliteten fra staldene og ind på kontoret. Vores nye løsning er gearet til moderne landbrug, hvor man har behov for at overvåge og fjernbetjene alle produktionsenheder, uanset hvor i verden de ligger. Det sikrer dyrenes velfærd og forebygger økonomiske tab”, forklarer Kim Jensen Møller.
Skov har valgt at basere FarmOnline på en standard for dataudveksling fra Danske Slagterier. Det betyder, at de kunder, der har udstyr fra andre leverandører, også kan bruge Skovs nye løsning.
Brugernes behov
Før udviklingen af FarmOnline tog Skov ud til kunderne og lyttede til deres behov. Dernæst valgte Skov at involvere Mjølner Informatics for at sikre kvaliteten og minimere udviklingsperioden.
”Vi havde ikke tilstrækkeligt med folk til rådighed i vores afdeling til at løfte opgaven. Desuden manglede vi specielt kompetencer inden for Microsoft.Net og Windows. Mjølner har en faglig bredde, en troværdig styring af projekterne og nogle teknisk meget dygtige folk, der har erfaringer med samarbejde med industrifolk som os. De har været en rigtig god støtte for vores softwarearkitekter”, siger Kim Jensen Møller.
Han værdsætter også Mjølners ekspertise i brugervenlighed og betegner FarmOnlines grænseflade som meget visuel og intuitiv.
”De folk, der passer dyr rundt om i verden, har meget forskellig baggrund. Derfor ville vi have en løsning, der kan betjenes uden brugervejledning. Mjølners folk forstår, hvordan vi tænker og kan omsætte det til design”, oplever Kim Jensen Møller.
Udviklingen af FarmOnline er foregået meget agilt.
”Vi kom ikke med en komplet kravspecifikation, men har undervejs taget stilling til mange ting og udviklet i korte iterationer. Det har krævet en stor fleksibilitet fra Mjølners side”, påpeger Kim Jensen Møller.
Kort om Skov A/S:
- Skov A/S har eksisteret i over 35 år og beskæftiger i dag 260 ansatte.
- Oprindelig producerede familien Skov svin, kvæg og æg.
- I 60'erne udviklede Skov sit eget ventilationsanlæg og solgte senere til andre.
- Eksport udgør i dag 70 procent af Skovs omsætning.
- Skov er ejet af Big Dutchman, som også har valgt at forhandle den nye managementsoftware.