• Download PDF
  • Print

1991-1997

Ved Mjølner-projektets afslutning i 1991-92 blev det besluttet at afrunde projektet med et tredages seminar for den nordiske it-industri. Dette seminar blev afholdt i 1992 i Kista nær Stockholm, Sverige, og skulle snart vise sig at blive et vendepunkt for Mjølners udvikling. Industriseminaret var meget velbesøgt, og man kunne mærke, at den progressive del af nordisk industri nu var ved at få øjnene op for, at objektteknologi kunne være kommercielt interessant.

Kommercialiseringen og markedsføringen af Mjølner BETA Systemet (som BETA-teknologierne samlet blev kaldt) gik langsomt, og virksomheden stod derfor svagt i perioden efter Mjølner-projektets afslutning. I denne periode fik vi dog den første, traditionelle udviklingsopgave på det danske marked, nemlig udvikling af styringssoftware til gødningsmaskiner.

Cirka 6 måneder efter seminaret i Kista blev vi kontaktet af Ellemtel, en 1500 mand stor udviklingsorganisation ejet af den svenske telegigant Ericsson. Formålet med kontakten var at diskutere, hvorvidt de teknologier, vi havde udviklet som en del af arbejdet med BETA, ville kunne anvendes inden for telefoncentraludvikling. Det blev hurtigt klart, at der var et stort potentiale for disse teknologier. Mjølner og Ellemtel indgik derfor en større udviklingskontrakt om implementering af en prototype, der skulle bevise, at principperne var anvendelige og havde de forventede kommercielle egenskaber. Herefter opbyggede vi hos Mjølner en stab på omkring 10 medarbejdere, der arbejdede med dette udviklingsprojekt. Prototypen viste sig hurtigt at have de ønskede egenskaber, endda med en ydelse der langt oversteg forventningerne (og det på trods af, at projektet på dette tidspunkt overhovedet ikke havde fokus på effektivitet).

Efter knap 2 år løb Ellemtel desværre ind i store økonomiske problemer, som stammede fra et stort, urelateret C++- baseret udviklingsprojekt. Ericsson besluttede at nedlægge hele Ellemtel organisationen fra den ene dag til den anden. Dermed lukkede også Mjølners udviklingsprojekt. Parallelt med vores engagement med Ellemtel havde vi arbejdet videre med udviklingen af BETAforretningen og de øvrige kommercielle udviklingsaktiviteter, dog uden at den side af virksomheden havde vokset sig stor og stærk. Derfor medførte nedlæggelsen af Ellemtel-projektet en kraftig reduktion af virksomheden.

Herefter levede Mjølner igen et stille liv i en periode. Men i foråret 1996 kom der igen kontakt fra Ericsson i Sverige, som nu havde mod på at foretage en alvorlig satsning på udnyttelse af de resultater, som Ellemtel projektet havde skabt. Formålet var at skabe kommercielle produkter baseret på disse teknologier. Der blev i de følgende år indgået en række udviklingskontrakter. Disse kontrakter skabte resultater både i form af teknologiudvikling og i form af konkrete produkter, som Ericsson sendte på markedet i den periode. Teknologierne blev løbende videreudviklet af både Mjølner og Ericsson og er den dag i dag stadig en vigtig del af fundamentet for den nye generation af højtydende AXE telefoncentraler, som Ericsson sælger på det internationale marked.