Pressemeddelelse: Det århusianske softwarehus Mjølner Informatics er netop løbet med tredjepladsen i den landsdækkende konkurrence ”IT-branchens Bedste Arbejdspladser 2007”. Ifølge direktøren skyldes topplaceringen især en stor respekt for medarbejdernes familieliv.
”Jeg er utrolig stolt over vores tredjeplads i konkurrencen. Det er jo ikke hver dag, man får en topplacering blandt Danmarks mange hundrede IT-arbejdspladser. Så det er blevet behørigt fejret med en cocktailbar for medarbejderne,” siger adm. direktør Jørgen Lindskov Knudsen fra Mjølner Informatics.
Softwarehuset har 75 medarbejdere og udvikler skræddersyede softwaresystemer til industrien og den offentlige sektor.
Bag konkurrencen står blandt andet fagbladet Computerworld og Great Place To Work Institute, der har fundet landets bedste IT-arbejdspladser på baggrund af spørgeskemaundersøgelser blandt firmaernes medarbejdere. Som led i konkurrencen har Mjølner Informatics samtidig fået en top 10-placering blandt Danmarks bedste arbejdspladser.
Respekt for familielivet
Ifølge direktøren skyldes topplaceringen i konkurrencen især, at virksomheden har stor respekt for de ansattes familieliv og fritid.
”Selvfølgelig er der da overarbejde i spidsbelastninger, men det er virkelig sjældent. Vi bestræber os på at skabe gode personaleforhold, hvor medarbejderne oplever en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Jeg tror, at det er en af de vigtigste årsager til den gode placering,” siger Jørgen Lindskov Knudsen.
”Derudover lægger vi stor vægt på at skabe en åben og dynamisk organisation med tillid og ansvar til den enkelte. Det betyder, at medarbejderen har reel indflydelse på sin egen arbejdssituation, hvilket formentlig også har været udslagsgivende,” tilføjer han.
OK at stille spørgsmål
En af de senest ankomne medarbejdere i Mjølner Informatics er administrationschef Majbritt Gert Poulsen. Hun oplever softwarehuset som en særdeles attraktiv arbejdsplads.
”Det er OK at stille spørgsmålstegn ved tingene og nemt at få noget igennem, hvis man kan argumentere godt for det. Man holder heller ikke øje med, hvornår folk kommer og går, men ser i stedet på, om man får løst opgaverne. Det giver en reel fleksibilitet,” siger Majbritt Gert Poulsen.
”Samtidig er Mjølner en virksomhed i kraftig fremdrift, og det er forfriskende, at tingene ikke er stillestående,” tilføjer hun.
Mjølner Informatics A/S har hovedsæde i IT-byen Katrinebjerg i Århus og en udviklingsafdeling i Symbion i København. Virksomheden er etableret i 1988, hvor den udsprang af forskermiljøet på Datalogisk Institut på Aarhus Universitet.
FAKTA: ”DANMARKS BEDSTE IT-ARBEJDSPLADSER 2007”
Bag konkurrencen står fagbladet Computerworld, Great Place to Work Institute, IT-Branchen og Berlingske Nyhedsmagasin.
• Konkurrencens vindere blev offentliggjort 15. november på D’Angleterre i København. Førstepladsen i konkurrencen gik til Microsoft Danmark, mens Cisco Danmark løb med andenpladsen.
• Kåringen bygger på spørgeskemaundersøgelser blandt de deltagende IT-arbejdspladser.
• It-branchens Bedste Arbejdspladser er en selvstændig kategori under konkurrencen Danmarks Bedste Arbejdspladser, som Great Place to Work Institute og Berlingske Nyhedsmagasin har gennemført siden 2002.
FLERE OPLYSNINGER
Adm. direktør Jørgen Lindskov Knudsen, Mjølner Informatics: 70 27 43 43 / 20 99 73 57 / jlk@mjolner.dk