Norlys køber Mjølner Informatics

Home / Presse / Norlys køber Mjølner Informatics

Med et ejerskifte til Norlys, gearer Mjølner Informatics til at udbygge og vækste Mjølners eksisterende position, og virksomheden vil fortsat løse opgaver for både Norlys og sin øvrige kundebase. 

 

Mjølner har længe haft en ambition om at vækste yderligere, tiltrække en endnu bredere vifte af kompetencer samt at samarbejde om endnu flere digitaliseringsprojekter på tværs af kunder. Hertil kommer, at det over en periode har været overvejet om tiden var inde til et generationsskifte i ejerkredsen.  

Med Norlys har Mjølner fundet en perfekt løsning på dilemmaet om at bevare sin platform, fortsat vækste og videreføre sine værdier og arbejdskultur.  

Norlys står over for en stor it-transformation, og behovet for it-ressourcer og -kompetencer er større end nogensinde. Det har ført til aftalen om at Norlys køber 95% af Mjølner Informatics.   

En del af vores ejere har været med siden stiftelsen i 1988, så vi har vidst i et stykke tid, at vi stod over for et generationsskifte i vores ejerkreds. Det har været vigtigt for os at vælge vores nye ejere selv, og med Norlys har vi fundet et rigtig godt match på både kultur og værdier, men også den høje faglighed, som vi er kendt for. Vi er derfor glade for, at Norlys har valgt at bygge videre på vores platform, så vi kan fortsætte vores udvikling og vækste yderligere,

siger Brian Gottorp Jeppesen, der fortsætter som CEO og medejer af en mindre andel af Mjølner Informatics. 

Selv om Norlys fremadrettet vil eje 95%, har Mjølner Informatics fortsat stor fokus på sine øvrige kunder, som efter planen skal udgøre mindst halvdelen af den samlede opgaveportefølje.  

Vores historie går mange år tilbage med Mjølner Informatics, som vi stiftede på basis af et nordisk forskningsprojekt, Mjølner, der var et samarbejde mellem Aarhus Universitet og en række universiteter og virksomheder i Skandinavien. Jeg er glad for, at det er lykkedes at få en aftale med Norlys, som jeg er sikker på vil være i stand til at videreføre Mjølners værdigrundlag,

siger Ole Lehrmann Madsen, bestyrelsesformand i Mjølner Informatics og professor ved Aarhus Universitet. 

Mjølners nu tidligere ejerkreds. Fra venstre: Michael Heegaard, Søren Pingel Dalsgaard, Peter Andersen, Ole Lehrmann Madsen, Elmer Sandvad og Brian Gottorp Jeppesen.

 

84 medarbejdere fra Norlys flytter til Mjølner Informatics 

At øge sin digitale slagkraft er et betydeligt indsatsområde i Norlys’ strategi, og energi- og telekoncernen står midt i en meget stor it-transformation og udbygning af sine digitale platforme.  

Både mængden og kompleksiteten af vores it-opgaver er steget markant, og vores it-organisation er derfor vokset betydeligt de seneste to år. Samtidig er vi overbeviste om, at vi også fremover skal opruste it-området for at imødekomme den stadigt betydelige udviklingsappetit i Norlys. Derfor har vi valgt en mere offensiv strategi, hvor vi kan sikre vores fortsatte vækstrejse gennem investeringen i Mjølner Informatics – en virksomhed, der står stærkt i branchen og har et godt omdømme,

siger adm. direktør i Norlys, Niels Duedahl. 

Mjølner Informatics løser i dag en række opgaver for Norlys inden for softwareudvikling. De vil sammen med Norlys’ egne aktiviteter inden for softwareudvikling, test management og it-integrationer blive flyttet til Mjølner Informatics i forbindelse med købet med henblik på yderligere vækst. 

84 af Norlys’ it-medarbejdere overgår til Mjølner Informatics, og jeg er ikke i tvivl om, at sammenlægningen bliver en succes – også kulturelt. Vores medarbejdere har i forvejen et tæt og velfungerede samarbejde blandt andet omkring forskerparken Incuba, hvor flere af vores it-teams sidder i dag,

fortæller Norlys’ it-direktør Morten Bilgrav Mathiasen.  

Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, som forventeligt vil falde på plads inden for 1-2 måneder. 

  • onsdag maj 04, 2022