Skip to main content

KOM I MÅL MED DINE DIGITALE AMBITIONER

Vi får vores kunder fra idé til værdiskabende digitale produkter. Vores faglige diversitet er vores største styrke, og med over 300 eksperter kan vi helt sikkert også hjælpe dig.

ENERGINET VÆLGER MJØLNER INFORMATICS SOM CENTRAL SAMARBEJDSPARTNER TIL DIGITALISERINGEN AF DEN GRØNNE OMSTILLING

SOFTWARE- OG DESIGNHUSET, MJØLNER INFORMATICS, HAR NETOP VUNDET TO STORE RAMMEAFTALER TIL EN SAMLET VÆRDI AF 760 MILLIONER KRONER HOS ENERGINET OG CEMENTERER DERMED SIN ROLLE SOM EN AF DE FØRENDE AKTØRER I DIGITALISERINGEN AF DANMARKS GRØNNE OMSTILLING.

Det er en stor fornøjelse for Mjølner Informatics at kunne dele nyheden om at et eksisterende og stærkt partnerskab med Energinet nu bliver endnu stærkere. Mjølner Informatics er valgt af Energinet som en af de bærende kræfter i digitaliseringen af den grønne omstilling i forbindelse med to store rammeaftaler, som løber over de næste fire år.

Administrerende direktør Brian Gottorp Jeppesen ser rejsen som en markant milepæl i Mjølners omfangsrige indsats på området omkring digitalisering af Danmarks grønne omstilling.

”Vi er glade for at kunne fortsætte vores gode samarbejde med Energinet, men nu i en meget større skala end hidtil. Digitalisering af den grønne forsyningskæde er et strategisk vigtigt område for Mjølner, og vi har solid erfaring med at dække hele værdikæden fra selve produktionen af energi til salget af den grønne strøm. Derfor er vi stolte af, at en vigtig og central spiller som Energinet vælger os på rejsen mod et digitalt forankret og grønt Danmark. I forlængelse heraf forventer vi, at flere kunder i ind- og udland får øjnene op for Mjølners digitaliseringskompetencer indenfor den grønne omstilling,”

BRIAN GOTTORP JEPPESEN, DER FORTSÆTTER SOM CEO OG MEDEJER AF EN MINDRE ANDEL AF MJØLNER INFORMATICS

Samarbejdet mellem Mjølner Informatics og Energinet var i forvejen værdifuldt og omhandlede digitalisering af kerneområder for Energinet, men nu vil det formentlig nå nye højder.

“Jeg har gennem en længere årrække haft et meget positivt samarbejde med kollegaerne hos Energinet, og derfor er jeg selvfølgelig vildt begejstret for, at det nu bliver markant udvidet og giver Mjølner mulighed for at bidrage endnu mere til en virksomhed og et område, som vi, og jeg personligt, brænder for,”

Jacob Damm, Business Development Manager, Mjølner Informatics

At vinde to forskellige rammeaftaler af denne størrelse, er et skulderklap og en tillidserklæring for det Aarhus- og København-baserede softwarehus. Den ene rammeaftale drejer sig om ”Generel Softwareudvikling og IT-arkitektur”, altså Mjølners kernekompetencer. Den anden rammeaftale centrerer sig omkring Microsoft teknologier, hvor Mjølner er valgt på delaftalen ”Development”. Med sit hold af eksperter, er Mjølner Informatics et af de større Microsoft huse i Danmark. Mjølner har vundet begge rammeaftaler i et tæt og stærkt samarbejde med Automize, der, ligesom Mjølner, er delvis ejet af Norlys koncernen.

”Vi har haft et domænefokus på forsyningsbranchen længe, dels fordi vi ser et udstrakt behov for implementering af digitale løsninger, men også fordi vi gerne vil være en central spiller i omstillingen af Danmark til 100% vedvarende energi. Et ambitiøst, men meningsfuldt mål, og indenfor et emne, hvor vi er eksperter.”

Peder Højmark Sylvestersen, Senior Director & Business Unit Lead, Utility & Energy Services, Mjølner Informatics

Energinets rammeaftaler adresserer et stigende fokus på den digitale del af den grønne omstilling. Forretningsområdet er i vækst, og for at understøtte denne vækst kræver det en markant volumen af kompetent arbejdskraft og ekspertise indenfor området. Mjølner Informatics beskæftiger mange stærke it-profiler med speciale indenfor bl.a. cloud teknologi, data og et hav af teknologiske forgreninger. Med Mjølners styrkede partnerskab med Energinet, følger et øget fokus på fortsat at tiltrække de dygtigste og mest passionerede it-eksperter, der brænder for at bidrage til at digitalisere den grønne omstilling i Danmark.

”Den grønne omstilling er en vigtig sag for Mjølner Informatics som virksomhed og arbejdsplads. Vil man være en del af det enormt spændende projekt de kommende år, står vores dør åben for endnu flere dygtige kollegaer.”

Brian Gottorp Jeppesen, Administrerende direktør

Aftalerne træder i kraft fra d. 1. januar 2023 og løber over de næste 4 år.

For yderligere kommentarer eller forespørgsel på interviews, kontakt Mjølners presseansvarlige Christina Aagaard Andreasen på caa@mjolner.dk eller tlf. 41 95 36 80.

Mjølner logo