Tre grunde til at centralisere dine data i skyen (og hvordan du gør det)
I en tid, hvor data er drivkraften bag innovation og konkurrenceevne, er cloudbaserede dataløsninger afgørende for små og mellemstore virksomheder (SMV’er). Tidligere var etablering af dataløsninger i skyen en kostbar affære, men ikke længere. Vi ser på, hvorfor du bør udnytte fordelene ved cloud-teknologi – og viser dig værdien i en konkret case.
I dag er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt SMV’er skal bruge cloudbaserede dataløsninger, men snarere hvordan de bedst kan udnytte dem. Ved at arbejde fokuseret med dataenes kraft kan SMV’er positionere sig for succes i en digital fremtid. At etablere et data warehouse til analyse og rapportering af strukturerede og semi-strukturerede data fra flere kilder behøver ikke være dyrt. Og der er grunde nok til at gøre det. De tre vigtigste fordele ved at centralisere data er:
-
1. Demokratisering af data i virksomheden:
Cloudløsninger giver et samlet overblik i virksomheden. Uanset hvor man befinder sig, kan man få adgang til opdaterede data om fx økonomi, salg, kundeservice og drift. Med data samlet på et sted sikrer man et fælles grundlag for at træffe kvalificerede beslutninger.
-
2. Skalerbarhed og sikkerhed:
Ved at benytte cloudløsninger får virksomheden mulighed for at skalere op og ned efter behov, uden massive investeringer i fx hardware. Dertil har alle cloududbydere høje sikkerhedsstandarder, der sikrer data og muligheden for at kontrollere adgangen til data.
-
3. Fleksibilitet og innovation:
SMV’er kan tilpasse deres løsninger efter deres specifikke behov. De kan vælge de services, der passer bedst til deres forretningsmodel. Når data er centraliseret, kan virksomhederne hurtigt implementere nye løsninger og tilpasse sig skiftende krav, fx ved brug af AI eller Machine Learning til at forudsige vækst og identificere muligheder.
Case: Fra manuelle Excel-udtræk til tilgængelige data i skyen
I en mellemstor virksomhed stødte vi på en case, der repræsenterer udfordringer, man kan finde mange steder. Hver uge eksporterer økonomiafdelingen data fra deres CRM- og ERP-system til brug for rapportering og forecasting af virksomhedens økonomiske performance. Da disse data ikke har historik indbygget, eksporteres aggregerede data ugentligt fra systemerne til Excel-ark. Det er en manuel proces, der udføres af økonomiafdelingen.
De historiske aggregerede data i Excel bruges til rapportering til ledelsen for virksomhedens performance, både retrospektivt og fremadrettet. Derudover benytter virksomhedens CFO, CEO, CCO og salgsafdeling dataene som kilde til at generere egne rapporter.
Problemerne i den nuværende løsning er åbenlyse:
-
Manglende automatisering:
Dataimport er en manuel proces.
-
Svært at skalere:
Excel benyttes som data warehouse.
-
Problemer med tilgængelighed:
Flere afdelinger er afhængige af data, og adgang til filer kan være unødvendigt kompliceret og ikke sikret ved nedbrud.
-
Sikkerhed som administrativ byrde:
Backup, replikering af data og adgangsstyring er en større opgave.
Virksomhedens forskellige interessenter er enige om, at det nuværende setup er uhensigtsmæssigt. Men hvad skal erstatte det? Med de tre vigtigste fordele ved at centralisere data in mente er det tydeligt, at der er stor værdi at hente i en cloudløsning.
I valget af standardværktøj er den største udfordring at holde omkostningerne på et minimum – også for mindre dataintensive løsninger. Historisk set har data warehouse-løsninger været utilgængelige for mindre virksomheder, da løsningerne har krævet dyrt hardware og været omkostningstunge at administrere. Ved cloudbaserede-løsninger betaler du blot for dit forbrug af lager og compute ressourcer.
Virksomheden har følgende krav til den nye løsning:
- Data skal væk fra Excel.
- Standardløsning med minimale omkostninger.
- Skalerbar løsning, der over tid kunne supportere big data.
- Dataimport skal automatiseres.
- God tilgængelighed, hvor data kan tilgås nemt gennem forskellige rapporteringsværktøjer.
- SQL skal være supporteret i opslag til data.
- Administrationen ifm. sikkerhed skal minimeres mest muligt.
Standard cloudløsning sikrer skalerbarhed, sikkerhed og tilgængelighed
Efter en analyse af tilgængelige standardværktøjer valgte vi Microsoft Azure Synapse Analytics som kommende platform. Cloudløsningen opfylder en række krav vedrørende skalering, sikkerhed og tilgængelighed. Synapse Analytics har mange tilgængelige integrationsinterfaces til en lang række eksterne systemer, så import af data kræver ikke fordyrende udvikling. Ydermere tilbyder platformen Synapse SQL querying af data, hvilket simplificerer individuel brug af data.
Synapse har desuden den fordel, at compute ressourcerne kun startes op i forbindelse med en import og transformation af data. Det gør løsningen yderst attraktiv økonomisk for virksomheder, der ønsker at samle og tilgængeliggøre data i Synapse.
Demokratisering af data eller ”én sandhed”
Det er ikke ualmindeligt, at Excel- eller CSV-filer bliver sendt rundt i virksomheder og brugt som datakilder til rapporter eller data insights. Det er en uheldig metode, da data kan være forældet, eller udtræk kan være fejlbehæftet på forskellig vis.
Ved at have et fælles datagrundlag for rapportering og data insights sikrer man, at alle bruger det samme faktuelle grundlag, og at data altid er i samme version. En løsning som Azure Synapse har også den betydning, at flere i virksomheden kan gøre brug af data og derved sikre ny viden til fordel for udviklingen af forretningen.
AI skaber merværdi ud fra eksisterende data
Tilgængeligheden til data er en åbenlys fordel ved Azure Synapse. Excel, Power BI eller andre rapporteringsværktøjer kan nemt bruge data fra Synapse. Data kan nemt visualiseres på interne eller eksterne websites. AI kan også bruges til at skabe ny viden – eller endnu bedre skabe nye muligheder. Fx i den konkrete case, hvor målet er at generere nye leads ud fra salgs- og økonomidata. På sigt er det ambitionen at benytte AI til at skabe en liste af salgsmuligheder ud fra virksomhedens eksisterende data. I dette trin bliver data ikke blot et statisk tilbageskuende værktøj, men et nyskabende aktiv, der genererer merværdi for virksomheden.
Den konkrete case fra en mellemstor virksomheds økonomiafdeling er et godt eksempel på, at det er muligt for SMV’er at centralisere data i en standard cloudløsning. Data insights er med andre ord ikke kun forbeholdt virksomheder med store budgetter og big data. Langt de fleste virksomheder har data med uforløst potentiale. Ved at gøre data tilgængelige for alle i virksomheden, kan du opnå store fordele og nye muligheder, der kan sikre din virksomheds succes i et konkurrencepræget marked.
Kontakt os, hvis du vil have hjælp til at få mest muligt ud af dine data.