Skip to main content

KOM I MÅL MED DINE DIGITALE AMBITIONER

Vi får vores kunder fra idé til værdiskabende digitale produkter. Vores faglige diversitet er vores største styrke, og med over 300 eksperter kan vi helt sikkert også hjælpe dig.

Børsen Gazelle 2023: Vækst, dedikation og hårdt arbejde

Her i oktober fik vi et fint brev i vores postkasse. Mjølner er nemlig blandt den lille skare af danske virksomheder, der i år er blevet kåret som Børsen Gazelle. Kåringen er resultatet af vores stærke kundesamarbejder og et strategisk ejerskifte.

Gazellen kan accelerere fra 0 til knap 100 km/t på få sekunder og springe op til 8 meter langt. Det elegante dyr med den høje fart er derfor blevet symbolet på de virksomheder, der laver de højeste vækstspring. Hos Mjølner er vi stolte af at indtage vores plads på savannen.

”Der har været mange grunde til, at det er lykkedes os at fastholde vores vækstrejse gennem fire årtier. Den vigtigste er vores dygtige og dedikerede kollegaer, der med deres faglige diversitet får Mjølner til at skille sig ud fra mængden. Og så er vores kunder naturligvis grundstenen i alt, hvad vi gør. Det er deres tillid og villighed til at lade sig udfordre og inspirere, der gør, at vi på femogtredvte år får lov til at drive komplekse digitaliseringsprojekter,” 

fortæller Brian Gottorp Jeppesen, CEO hos Mjølner.

Seks klare kriterier ligger til grund for kåringen som Børsen Gazelle – bl.a. skal virksomhedens omsætning stige med mindst 100% over fire år. For at blive gazellevirksomhed skal alle seks kriterier være opfyldt, og det er der under 1% af danske virksomheder, der kan leve op til.

At Norlys i foråret 2022 købte 95% af Mjølner Informatics, har naturligvis skabt et markant spring i både omsætning og antal medarbejdere, men Mjølner har også opretholdt en pæn organisk vækst siden opkøbet.

Mjølners ledergruppe fejrer kåringen af Børsen Gazelle 2023.

Tidligere kåret som gazelle to år i træk

Det er ikke første gang, at Mjølner modtager en kåring som gazellevirksomhed. Tilbage i 2008 og 2009 skete det faktisk hele to år i træk. Siden da har Mjølner præsteret næsten at firdoble antallet af medarbejdere fra 2008 til 2023. Omkring 300 kollegaer er i dag beskæftiget i vores afdelinger i Aarhus, København og Madrid – og fra 1. december også på vores nye kontor i Erhvervsparken i Silkeborg. 

”Geografisk er vi placeret med flere afdelinger rundt om i Danmark, der bringer os tæt på vores kunder. Derudover sidder de fleste af vores dygtige konsulenter ofte i en periode fysisk ude på vores kunders lokationer, og det betyder noget helt særligt at kunne følges ad ned til frokosten,” 

fastslår Brian.

2023 blev året, hvor Mjølner med et kontor centralt i Madrid åbnede sin første afdeling uden for landets grænser. Åbningen af kontoret er en del af et langsigtet strategisk mål om endnu mere fleksible leveranceformer, hvor nye kollegaer skal styrke os både fagligt og kulturelt og bidrage til komplekse it-projekter.     

Et kig mod fremtidige mål 

En lang række statistikker peger på, at Danmark er blandt de mest digitaliserede lande i Europa. Faktisk landede vi i 2022 på en 2. plads kun overgået af Finland i EU-kommissionens sammenligning af digitaliseringsgraden i de europæiske lande. Og behovet for it-ressourcer og -kompetencer lader til kun at være stigende.

”Vi er glade for det skulderklap, kåringen som gazellevirksomhed er, og vi ser ind i en fremtid, hvor vi står stærkt på egne ben, men med Norlys i ryggen. Det giver os det bedst mulige udgangspunkt for at hjælpe vores kunder med værdiskabende projekter inden for fx grøn omstilling, cyber security eller AI. Sammen er vi klar til at komme ud over stepperne,”

understreger Brian.
Mjølner logo